Fra en ende af…
Mine forældre blev skilt, da jeg var knapt et år. Derefter så jeg ikke min far igen, før jeg var fyldt 16 og selv var kommet frem til, at jeg gerne ville se ham. Min mor hjalp mig med at få kontakt med ham.
Det var lidt underligt at se ham første gang, men efterfølgende besøgte jeg ham nogle weekender, hvor jeg også lærte mine to yngre halvsøstre at kende – det var rigtig hyggeligt – han var virkelig sjov at være sammen med. Da jeg var fyldt 17, ebbede kontakten ud og jeg så ham først igen, da jeg var knapt 30.
Jeg stod på en perron i Århus og ventede på et tog sydover. Jeg stod bare i mine egne tanker og kiggede mig omkring, betragtede menneskene sådan lidt overfladisk, da jeg flygtigt fik øjenkontakt med en mand 20-30 meter væk. Jeg tænkte ikke synderligt over det og kiggede den anden vej. Pludseligt slog det mig, at der sgu var et eller andet med det ansigt… Jeg vendte mig og kiggede igen og han stirrede mig LIGE ind i øjnene og grinede af mig. Det var fuldstændigt som at se mit eget ansigt, det var HELT vildt!
Vi skulle med samme tog og på de 25 minutter vi kørte i tog sammen, fortalte han mig, at begge mine søstre havde fået børn og at han i øvrigt også selv havde fået to børn (drenge) mere.
Vi udvekslede mobilnumre, men der gik lang tid før jeg sendte ham en sms. Leveringsrapporten fortalte mig, at den aldrig blev leveret. Siden da har jeg ikke set eller talt med min far.
Én gang inden da og to gange siden, har jeg fået oplyst hans adresse på folkeregisteret, men har aldrig taget kontakt. Jeg har hele tiden gået rundt i sikker (ja ja) forvisning om, at hvis ikke jeg havde hørt noget fra skifteretten, så gik min far stadig levende rundt et sted, så de gange jeg har søgt oplysninger på ham, har aldrig været med hjertet oppe i halsen i spænding over, om han var død eller levende. Jeg har bare haft brug for at vide, hvor han var hvis jeg ville have fat i ham.
Så var det, at Astrid begyndte at spørge om ham… Jeg sendte et CPR-nummer afsted og beskeden retur var: “Rikke, din far er altså død. Han døde for halvandet år siden…”
TUSIND spørgsmål meldte sig, og jeg var ved at blive bims over det. Jeg ringede som det første til skifteretten i hans hjemby for at spørge om, hvorfor i alverden jeg ikke havde fået besked om det?! Svaret var, at når der ikke var noget at arve, var der ikke noget som helst automatik i dét.
Mig hjem og google aftenen lang for at finde ud af ET eller andet. Jeg googlede drab + hans hjemby, fordi jeg fik den tanke, at enten havde han drukket sig ihjel, eller også var han blevet dræbt i det miljø, som han garanteret færdedes i. Intet resultat i min søgen der, men jeg kom frem til, at jeg som datter havde ret til aktindsigt i hans sygehistorie. Ikke i ALT, men jeg havde ret til oplysninger om “sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde”. Dagen efter ringede jeg til borgerservice i hans hjemkommune, for at få navnet på hans praktiserende læge. Jeg er ikke klar over, om den rare dame overhovedet måtte give mig alle de oplysninger, som jeg endte med at få, men jeg labbede pænt det hele i mig, uden på noget tidspunkt at sige noget til hende, der kunne få hende til at stoppe med at snakke.
Jeg endte med fulde navne og hjemby på begge mine søstre og hjemby på mine brødre – samt navnet på praktiserende læge. Lægen ringede jeg til med det samme, men de henviste mig til den lokale embedslæge. Dér fik jeg fat på en sekretær, som jeg forklarede, at jeg lige havde fundet ud af, at min far var død og jeg ikke anede noget som helst andet end dét. Sekretæren henviste mig tilbage til praktiserende læge, men slog dog lige CPR-nummeret op og konstaterede, at “ham var vi da ude og kigge på”. Så kunne jeg jo godt regne ud, at han var fundet død et eller andet sted.
Hun besluttede sig for at stille mig videre til embedslægen herself, som efter et hurtigt kig i papirerne opfordrede mig til at ringe til politiet?! Okaaay…
Jeg spurgte hende, om hun dog ikke kunne give mig én eller anden forklaring. Hun begyndte at snakke om, at “han jo var blevet obduceret, som jeg vidste…”. Nej, det vidste jeg jo netop ikke, for jeg anede ikke, at han var død!! Så blev hun helt medgørlig og fortalte mig, at min far var blevet fundet død i en baggård bag sit stamværtshus. I sagens natur var det blevet efterforsket som en forbrydelse, men man kom frem til, at det var naturligt. Så naturligt, som det nu kan være at ligge stendød som 63-årig i en baggård en hel nat…
Det viste sig, at han en uges tid forinden var faldet og havde slået sig fælt, men han ville ikke undersøges eller behandles for noget som helst. Obduktionen viste, at han havde en blødning i hjernen, men om den var kommet i et fald i baggården den nat han døde, eller om det i virkeligheden var faldet ugen inden, der havde givet ham en blødning, som fik ham til at falde igen, er der ingen, der ved.
Gud, hvor er det trist… Tænk at ligge sådan en helt nat og blive fundet en helt almindelig onsdag morgen…
Herefter ringede jeg til det lokale politi og snakkede med en sød betjent, der ved Gud heller ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke havde fået besked. Hun fortalte mig, at det ganske rigtig var blevet efterforsket grundigt og hun gav mig navnet på en person, som havde været kontaktperson i forbindelse med efterforskningen og bisættelsen. Den kvinde fandt jeg hurtigt på Facebook og kunne regne ud, at hun var mor til mine to halvbrødre. Et lige så hurtigt kig på hendes venneliste afslørede den ene af brødrene, hvis profil var pivåben – han opgav i profilen navnet på min ene halvsøster, som sin søster. Bingo.
Jeg har nu fået kontakt med de to. De har begge hjulpet mig med at få sat rigtig meget på plads. De to yngste børn har kendt til min eksistens og min far har jævnligt snakket om mig. De HAVDE prøvet at finde mig, da min far døde, men de anede jo ikke, hvor de skulle lede, så alle instanser blev informeret om, at jeg eksisterede, men ingen af instanserne har ulejliget sig med at finde mit personnummer frem og dermed spore mig. Det er jeg afsindig skuffet over! Jeg ville faktisk rigtig gerne have sagt farvel til min far. Trods alt…
Jeg fatter bare ikke, hvordan en forælder kan sidde med hænderne i skødet og ikke ane noget som helst om sit barn, uden at prøve at finde ud af det? I alle de her år, har jeg troet, at han ikke ville mig, hvilket ikke var tilfældet, han var bare for stædig og for åndssvag til selv at tage det første skridt - og nu er det fandme bare for sent. Øv…