17. maj 2010
Derfor er Jonas og Jacob “pakket sammen” nu. Altså, deres billeder er selvfølgelig dér, hvor de altid har været, de er stadig en del af familien, men resten er pakket sammen.
Vi har i lang tid haft arkivæsker stående på en reol i spisestuen med tøj, kort, gaver, alle mulige forskellige minder. Nu er æskerne tømt. Jacobs tøj er blevet til dukketøj til Astrids dukker, bamserne er foræret til Astrid og på de ryddede hylder står der nu modellervoks, farveblyanter, perler og alt muligt andet aktivitetshalløj til en kreativ 3½ årig.
J & J´s journaler, kort fra nær og fjern i forbindelse med deres fødsel og død, alle de der ting, er sat i kælderen og det har jeg det GODT med. Vi er en familie, som primært består af far, mor og et levende barn. Det er os, der skal fungere sammen – det er os, der er levende.
Der er stadig med mig, de to små, men det er langt fra hver dag jeg tænker på dem.
8. maj 2010
Jamen… Jeg har det FANTASTISK! Jeg spiser, hvad der passer mig. Det passer mig heldigvis at spise sukkerfrit og fedtfattigt, så jeg føler slet ikke at jeg lider afsavn. Jeg er mæt og tilpas – og her til morgen ramte jeg minus 26 kilo ligeud!
Jeg er begyndt på arbejde igen. Det gjorde jeg rimelig hurtigt faktisk, for jeg fik lov til at blive delvist raskmeldt allerede 3 uger efter operationen. Indtil min planlagte raskmelding 1. maj arbejdede jeg så 15 timer om ugen, for lige at komme igang. I mandags startede jeg på fuld tid igen, det var rigtig dejligt, men jeg skal altså lige ind i logistikken omkring madpakke og spisetider, for det er et større puslespil at jonglere proteiner og kalorier, når jeg ikke bare kan gå i mit eget køleskab. Det bliver nemmere dag for dag, så det skal jeg nok komme efter.
Det her er altså det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv, udover mand og børn!
Apropos mand, så var jeg med Søren til afsluttende lægesamtale på Herlev for en lille måned siden. Det er første gang vi er gået ud fra det hospital med armene 100% over hovedet!
De vil først se Søren igen om 6 mdr, for de er overbeviste om, at de fik has på resten ved den sidste behandling. Nogle blodprøver, der har drillet rigtig meget i hele forløbet, viste sig også at have rettet sig. De måler et eller andet tal, som indikerer stofskiftet. Tallet skal helst ligge omkring 0,2 for at kræftcellerne bliver holdt nede. Det har hele tiden ligget på 14-16, men nu er det pludselig dykket til 0,6, så lægerne er glade og det er vi også!
Astrid… Lille smukke Astrid… Store dejlige Astrid! 
Jeg er så vild med den unge, altså… Hun er så sej! Vi har nærmest ikke konflikter i øjeblikket, hun er bare glad og tilfreds.
Det eneste tidspunkt hun bliver knotten på er, når hun ikke må låne min telefon. Hun er blevet Super iPhone Bruger! Hun dimser rundt på den, som om hun aldrig havde bestilt andet. Hun spiller spil, fodrer guldfisken, skriver bogstaver, ser på stjernehimlen og hun ser videoer på Youtube. Spørg mig ikke, hvordan hun i første omgang fandt ud af det, men som den naturligste ting i verden logger hun nu på youtube, finder Aqua: Back To The 80´s og fyrer den af! Når først hun én gang har fundet ud af noget, sidder det fast i hendes klæbehjerne.
Hun er begyndt at give “komplimenter”. “Ih mor, dit hår er så smukt! Det blinker!” (Tusind tak min skat… Det kaldes grå hår). “Du er ikke tyk mere, mor!” (Tak ven… Jeg mangler godt nok 47 kilo, men alligevel – tak!). For et par uger siden, var de alle sammen ude på legepladsen, da jeg hentede hende i børnehaven. Jeg løftede jeg hende op og hun blev SÅ glad, for hun har savnet at jeg kunne bære hende. Hun RÅBTE til Poul (som altså kun sad 1 meter væk): “POUL POUL! MIN MOR MÅ GERNE BÆRE MIG, FOR HUN ER IKKE TYK MERE!”
Jeg bliver bare mere og mere vild med hende 
Tilføjelse: Mens jeg sad og skrev det her, var Astrid og Søren på indkøbstur. Hun kom hjem med en stor buket blomster til mig, “for det er DIN dag, Mor! Først i morgen, men det er din dag!”
29. marts 2010
- for nu kan jeg helt ærligt sige, at jeg tror det var det hele værd. Det har jeg ikke kunnet sige før nu. Hold kæft, hvor har jeg været dårlig…
Nå, men fra en ende af, så mødte jeg op på Hamlet kl. 8.30 mandag morgen (900 gram under målet), fik taget blodprøver, fik et par panodiler, noget kvalmestillende og hospitalstøj på. Nu var klokken omtrent 9 og jeg fik at vide, at de var ved at være færdige med den første operation, så narkoselægen ville lige kigge forbi og derefter kirurgerne. UALMINDELIGT behagelige mennesker! Jeg var helt tryg.
Efterhånden blev klokken 10 og det blev min tur. Jeg gik selv hen til operationsstuen og kyssede Søren på gensyn. Da jeg kom ind på stuen begyndte jeg at hyle udover det hele. Jeg var helt rundt på gulvet. Vidste ikke om jeg bare var overvældet eller om jeg havde fortrudt. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte lade være med at tale højt om min tvivl, for så ville de garanteret afbryde missionen og sende mig hjem på tænkepause – og det ønskede jeg ikke. Det fik mig jo så frem til, at jeg nok hellere måtte lægge mit korpus på bordet og lade dem gøre deres arbejde!
Jeg blev vækket godt en time senere og skulle selv krabbe mig over i min egen seng. Derfra husker jeg intet før Søren kyssede mig på opvågningen og kørte hjem til Astrid. Derfra igen helt blank indtil Søren kom igen om aftenen. Jeg husker, at jeg to gange sagde undskyld til ham, fordi jeg bare sov og sov. Søren siger, at så meget fik jeg vist aldrig sagt. Det var mere noget i retning af “Undskyld… Sove… ZzzzZzZzzz…”.
Jeg var HELT væk indtil tirsdag formiddag, hvor jeg efter planen skulle udskrives, men det var jeg slet ikke klar til. Jeg var ikke i nærheden af at indtage nok væske. Fik ikke mere end 50-75 ml i mig, udover drop, så jeg måtte lige klemme ballerne sammen, inden jeg kunne slippes fri.
Jeg havde ondt, ondt, ondt… Nej, hvor jeg fortrød… Jeg kom hjem sidst på eftermiddagen tirsdag, og jeg kunne slet ikke overskue det. Det var svært at få væske og nærring nok, så jeg havde det rigtig skidt.
De næste dage husker jeg ikke ret meget af, jeg sov det meste af tiden. Når jeg ikke sov havde jeg ondt og prøvede at få noget væske i mig. Det var virkelig ikke nemt. Jeg skulle helst drikke 100 ml i timen, men jeg kom hele tiden bagud, fordi jeg var træt som et alderdomshjem og blev nødt til at sove. Det bed sig selv i halen.
Fredag var jeg nødt til at være frisk, for Søren skulle indlægges på Herlev til endnu en omgang behandling. Jeg var ikke mange sure sild værd, men heldigvis kom Tina og passede på mig og Astrid, der var ved at blive syg. Det trak lidt ud med det sygdom og blev til lidt feber og hoste, men rimeligt humør. Jeg skal så love for at det tog revanche, da Tina var taget hjem søndag middag. Nattesøvn har vi ikke rigtigt fået noget af, det har bare været host, klynk og feber hele natten. MEN Søren kom hjem i dag!
Sidste gang han var i behandling, ville de ikke sende ham hjem om mandagen, fordi hans radioaktive tal var for høje. Dengang var Astrid også syg og jeg var ved at blive vanvittig af bekymring over hende og vores begges søvnmangel. Men i dag var tallene fine, så han kom hjem her i formiddags og tog over på Astrid, så jeg lige kan få lidt ro i hovedet og kroppen. Det er dejligt.
Ro i hovedet og kroppen giver mig mulighed for at mærke efter og evaluere min fysiske og mentale rejse den forgangne uge. Det har været en lang rejse på alle planer. Jeg har forbandet operationen langt væk! Ville ønske, at jeg var drejet om på hælen den morgen for en uge siden.
Nu mærker jeg at det hele virker, som det skal. Jeg har ikke det mindste ondt mere. Jeg kan spise (flydende) og drikke næsten som det passer mig og skal fortsætte på denne kurs de næste 3 uger, hvorefter jeg må begynde at eksperimentere med fast føde. Det glæder jeg mig til. Jeg savner at tygge i noget.
Jeg har tabt 2,5 kilo siden mandag morgen, 19,7 kilo i alt. Det kan både ses og mærkes – det er helt utroligt – og jeg glæder mig til at fortsætte turen nedad!
Nå ja, og så er jeg stoppet med at ryge igen. Jeg fik det sådan her 
af den smøg jeg røg i telefonen med Susanne fredag aften. Det var den første smøg siden operationen, og jeg prøvede liiiiiiiiiige igen i lørdags, men jeg kunne simpelthen ikke. Føj, hvor smagte det grimt og jeg blev dårlig af det.
18. marts 2010
Er I KLAR over, at det er på mandag?
Jeg har været ved at dø af skræk. Jeg tror måske, at jeg et eller andet lille bitte sted havde håbet på, at jeg ikke nåede den aftalte målvægt, så de ville sende mig hjem igen mandag morgen. Det skulle i hvert fald ikke være MIG, der var en kylling og selv sprang fra.
Nu er det bare sådan, at jeg når det. Jeg mangler så lidt, at der ingen vej er udenom – de afviser mig ikke mandag morgen.
Jeg har virkelig været meget frem og tilbage de sidste uger. Her et udpluk af samtaler med mig selv:
Rikke: “Når nu det går så fint med vægttabet, er en operation så overhovedet nødvendig? Jeg kan da sagtens klare det selv?!”
Rikke: “Nej, Rikke, du kan ikke klare det selv… Du kan ikke være på hardcore Nupo resten af dit liv”
Rikke: “Jeg behøver da heller ikke at være på Nupo resten af mit liv… Bare til jeg har tabt mig det jeg skal”
Rikke: “- og hvad så bagefter?”
Rikke: “- ja, så kan jeg spise nogenlunde normalt igen”
Rikke: “- og det tror du selv på at du kan styre? Hvordan er det lige det er gået so far?”
Rikke: “Åhr, hold dog kæft…”
Facit er, at på mandag kl. ca. 8.30 bliver jeg indlagt og opereret. Efter planen bliver jeg udskrevet igen tirsdag formiddag kl. 10.
Jeg har bevæget mig rundt på et forum på nettet for opererede. Jeg har været i panik de sidste dage og SLUGT erfaringer fra dem. Jeg har været bange for at skulle sige farvel til mad og “sørge” over det. Jeg har været bange for smerter. Jeg har været bange for aldrig at blive glad. Jeg har været bange for at dø. Nævn det, og jeg har været bange for det.
Deres svar har været, at det er det hele værd. Flere har ikke engang haft særligt ondt bagefter. Flere spiser stadig nogenlunde normalt, bare meget mindre af det. Nogle ville opereres igen og igen og igen, hvis det var nødvendigt, for man får bare så meget livskvalitet i den sidste ende.
Livskvalitet er sgu ærligt talt noget, som jeg ikke har haft for meget af i mange år… Jeg er godt klar over, at en gastric bypass ikke er svaret på alt, men de fleste andre ting, som jeg har kæmpet med, har jeg faktisk fundet svaret på, så nu begynder jeg for alvor og helt ægte at glæde mig til at få et nyt liv på mandag!
11. marts 2010
Vi FIK svar på Sørens scanning i tirsdags, selvom vi var blevet stillet i udsigt at skulle vente tre uger.
Resultatet var, at Søren skal i behandling igen. Der var stadig noget at se, men det var markant mindre end sidst, så behandlingen HAR virket. Denne gang var vi hos en rigtig rar læge, som tog sig tid til alle vores spørgsmål og svarede grundigt og på dansk. Nu ved vi for eksempel, at det ikke nødvendigvis er kræftceller, der lyser op på scanningsbilledet. Det kan meget vel bare være skjoldbruskkirtelceller, men de kan ikke sige det med sikkerhed, så derfor en ny omgang behandling.
Samme læge er stadig ikke bekymret for Søren. Positivt, men det tog altså lige et par dage at fordøje, at vi ikke helt er ude på den anden side endnu.
Med vores sædvanlige held og gode timing er Sørens behandling lagt, så han skal indlægges i fire dage ganske få dage efter min operation, men jeg har heldigvis en fantastisk veninde, som tager sit højgravide korpus fra Århus og kommer og passer mig og Astrid fra fredag til søndag, hvor Søren formentligt kommer hjem mandag. GULD værd, er hun!!
22. februar 2010
I dag startede 2. omgang af alle Sørens undersøgelser. Herlev Hospital er ved at køre ham i stilling til den scanning 8. marts, der giver os svar på, om de fik det hele i første radioaktive jodbehandling, eller om der skal en mere til.
I dag var det en knoglescanning, for at afsløre om der er tegn på knogleskørhed (der er noget med kalkoptaget, når skjoldbruskkirtlen ikke virker/er fjernet) og derefter en hjertescanning (som jeg ikke lige har fanget relevansen af, men der er jo nok en relevans et sted) Fra hjerte- og knoglescanningen gik vi forbi fødegangen - det er jo helt fantastisk at gå forbi og tænke på, hvor mange nye liv og glade forældre, der er derinde, men også lidt mærkeligt at gå forbi en masse nyt liv, for at komme ned på gangen og sidde og vente med andre kræftramte, hvor det er helt tydeligt, at nogle af dem ikke har langt igen.
Samtalen med lægen var sådan lidt mærkelig. Der var ikke noget svar på knogle- og hjertescanning, men mere generel snak om, hvordan Søren i grunden går og har det. Vi snakkede om d. 8. marts og om, hvordan Søren nu skal starte noget andet medicin og have jodfattig kost.
Sidste gang Søren blev scannet, efter radio/jodbehandlingen, fik vi svar samme dag. Dét får man så ikke mere – hurra for massefyringen på Herlev!! Nu bliver de nødt til at prioritere sådan, at kun døende kan få svar på scanning samme dag, eller patienter, der risikerer at dø, hvis der går for lang tid, før der er svar. Selvfølgelig skal døende eller alvorligt syge komme først og jeg er naturligvis glad for, at Søren ikke hører til i den kategori, men nu kan vi altså først få svar TRE UGER efter! Det er dejligt, at det ikke er livstruende for Søren, men det er fandme stadig en kræftsygdom, der fylder meget i vores bevidsthed og jeg når da at dø af skræk mange gange på de 3 uger.
Nå, men for at komme ud til parkeringspladsen fra kræftafdelingen, går man igennem fertilitetsklinikken. Det er altså lidt spøjst. En ting er, at det er spøjst for os, der går dén vej, men mens vi sad på den lange gang sammen med de andre kræftpatienter og pårørende, og ventede på at komme ind til lægesamtalen, gik der rigtig mange par forbi, som skulle på klinikken. Dén vej skal man nemlig, hvis man har forvildet sig ind af hovedindgangen.
Søren skulle på aftenvagt efterfølgende, jeg skulle hente Astrid. Stor var min glæde da jeg så, at for 2. børnehavedag i træk var der ingen pose med tissetøj på hendes plads – damen har nemlig helt droppet bleen! Hun har ikke haft den på herhjemme i omkring 3 uger, nærmest uden uheld, men skulle have sin blefri debut i børnehaven i fredags. Det var jeg spændt på, for hun har ikke EN eneste gang ønsket at prøve at sidde på toilettet der. Da jeg hentede hende i fredags, spurgte jeg om hun skulle tisse inden vi skulle hjem. “Mmmmm… JA, det skal jeg og jeg skal NOK vise dig, hvordan man tisser på det lille toilet” – sagt i den mest belærende tone. Der manglede kun en løftet pegefinger.
Hun er så dygtig, min lille store pige – og hvor ser hun bare ENDNU større ud uden blenumse?! Det er helt vildt, så meget længere hun ser ud til at være blevet.
De “kampe”, som vi har haft en masse af i et stykke tid, er heldigvis på retur. Ellers ved jeg sgu heller ikke, hvad jeg havde gjort ved mig selv. Kan man deportere sig selv til Sibirien?
Ellers kæmper jeg med vægten. 10½ kilo har jeg tabt - der mangler 6 og dem skal jeg have smidt på de 4 uger, der er tilbage inden min operationsdato. Det skal nok gå. Nupo er min ven.
Jonas og Jacob skal jeg nok komme tilbage til. De er bare allerede pakket så langt væk mentalt, at jeg ikke lige kan finde dem frem, når noget andet optager pladsen – og der er rigeligt, der optager plads lige nu.
25. januar 2010
Det er da ved at være på tide, når vi snart skriver februar, er det ikke?
Vi har ligget underdrejet med sygdom, sur unge, mere sygdom, træthed, sur unge, får-vi-ikke-snart-noget-sollys – og huskede jeg at nævne den sure unge?
Hun driver mig til vanvid, og har gjort det i lang tid snart. Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op med hende. Hun er glad for at gå i børnehave, og det er jo dejligt, men herhjemme er det bare ikke særlig sjovt for tiden. Hun SKRIGER, kaster sig i gulvet, taler ualmindelig grimt og er bare generelt ikke særlig sjov at være sammen med.
Hvis jeg i et splitsekund troede, at en lussing eller en endefuld kunne gøre nogen som helst forskel, så havde hun fået den for længst. Det tror jeg naturligvis ikke og jeg kunne ikke drømme om at slå hende, men for helvede, hun driver mig langt ud. Nogle dage har jeg det bare sådan, at jeg ikke har lyst til at få fri fra arbejde, fordi jeg ikke orker kampene, der med garanti venter på mig enten i børnehaven eller derhjemme.
I dag var den helt gal. Jeg skulle hente, og hun blev rigtig glad for at se mig - i omkring 3 sekunder, så var ALT galt! Hun ville ikke med hjem – hun ville lege med Malou – hun ville i cirkus NU (det skal de i morgen) – jeg måtte ikke hjælpe med tøjet – jeg SKULLE hjælpe med tøjet – skreg i vilden sky – forsøgte at slå mig i ansigtet. Så fik jeg bare nok og fik fortalt hende med ret store bogstaver, at NU stoppede hun sgu!! Der var gået 20 minutter med det show.
Jeg tvang hende i tøjet og marcherede hjemad med en skrigende unge i hånden. Halvvejs skreg hun så højt om alt muligt – hun tog prisen, da hun skreg udover villavejene, at jeg ikke skulle slå hende. Hold kæft, jeg blev gal… Jeg kunne ALDRIG lægge hånd på hende, så hun fik læst og påskrevet at den slags snak ville jeg simpelthen ikke høre fra hende! Jeg råbte – det er jeg ikke særlig stolt af, men det gjorde jeg altså – og jeg gav hende et ultimatum: Enten stoppede hun omgående, eller også måtte hun opholde sig på sit værelse uden nogen form for kontakt med mig, når vi kom hjem. Det er jeg heller ikke særlig stolt af, men hun holdt omsider op.
Det er præcist sammen mønster, når Søren henter, så det handler ikke om hendes og min relation – det handler om noget andet, som vi overhovedet ikke kan finde ud af at tackle lige nu.
Planen er fremover, at vi ganske enkelt vil lade os hidse op af hende mere. Nu må hun sådan set skrige til hun bliver blå i hovedet af det – det får hun INTET ud af. Hun får noget ud af os, når hun bruger ord i stedet for primalskrig og når hun taler nogenlunde almindeligt til os. Så kan det godt være, at nogle villaejere i området får en på opleveren, når de ser hende ligge der og knalde ud – men jeg gider simpelthen ikke mere. Det er der ingen af os, der gider.
Bagefter, når flippene er overstået, snakker vi altid med hende om, hvorfor hun blev vred/ked af det /sur. Det er hun faktisk ret god til at forklare, så det er ikke fordi hun løber tør for ord og bliver frustreret over dét. Vi snakker også om, hvor dejligt det er at være sammen, når vi hygger og leger uden problemer. Jeg gør meget ud af at vi snakker dagen igennem, når vi putter om aftenen. Masser af kram og kys, uanset antallet af konflikter i løbet af dagen, men også snakke om, at det ikke er okay at brøle “GÅÅ VÆÆÆÆÆÆÆÆK” til sin mor, fordi jeg beder om at hun rydder et eller andet op, eller fortæller hende at hun jo skal i cirkus i morgen.
Jeg er overbevist om, at hun er igang med et udviklingsspring af en eller anden slags, og det vil jeg rigtig gerne støtte hende i, men jeg synes jo også samtidigt, at hun er ved at blive så stor, at man godt kan forvente at hun kan tøjle sit temperament bare en SMULE!?
Nå, nok om det negative (men det er altså dét, der fylder mest lige nu) for hun er jo også skøn! Jeg er vild med hende, jeg elsker hende overalt på jorden!
Mit nye arbejde er fantastisk! Jeg er virkelig glad for det, og det er faldet helt på plads, at jeg fra på mandag helt officielt er afdelingsleder. Jeg har jo indtil nu været ansat som månedslønnet vikar, fordi der var blevet ansat en medhjælper i timerne, pga af pædagogmangel. Det har været 3 mdr, hvor min nye leder og jeg kunne se hinanden an og være sikre på, at vi ville hinanden (det lyder sgu helt pladderromantisk, altså).
Vi er enige om, at det her er det helt rigtige valg.
Nu mangler vi bare en god pædagog fra 1. maj, hvor min kollega går på efterløn. Kender du nogen, der kender nogen, så kom frisk!
Søren er i bedring, men det går for langsomt, synes han. Det er stadig selve operationsarret, der plager ham, men det var altså også en stor omgang. Han har snakket med flere, der er opereret for struma og han har klart større ar end andre, så det tager naturligvis noget tid, før det er helt godt igen.
Jeg holder vejret i spænding til scanning om en halvanden måneds tid, som skal vise os, om det hele er væk. Det har det fandme bare af at være!! NÅ!
Min egen operation rykker jo nærmere og nærmere, men jeg begynder at blive nervøs for, om jeg når målet… Jeg mangler at tabe yderligere 9 kilo (har tabt 7) – på min EGEN vægt. Hvordan jeg ligger i forhold til udgangspunktet på Hamlets vægt, aner jeg ikke.
Jeg havde en gammel vægt, da jeg var på Hamlet første gang. Samme dag, som jeg blev vejet derude, vejede jeg mig på min egen og konstaterede, at jeg vejede 6 kilo mindre på min egen.
Anden gang jeg var på Hamlet, havde jeg tabt lidt over 2 kilo på deres vægt, men hjemme vejede jeg pludseligt 2 kilo mere end på Hamlet?!
Ny vægt blev indkøbt lige før jul – på den har jeg tabt 5-6 kilo og det er jo, uanset hvad, 5-6 kilo. Det kan der ikke rokkes ved. Men der var lige nogle uger mellem den gamle og den nye vægt – og besøget på Hamlet, så jeg ANER ikke, om jeg reelt mangler at tabe mere eller mindre end de 9 kilo, som min egen vægt siger.
NUPO har ikke levet forgæves, så hvis det “kun” er 9 kilo, skal jeg nok klare det til tiden. Jeg skal lige have lavet en aftale med dem derude om, at jeg skal synkronisere min og deres vægt en dag snart.
Jeg har tænkt rigtig meget over de to bøffer der, som vi fik og mistede inden vi fik Astrid. Nu siger jeg noget, som jeg skammer mig en lille smule over.
Jeg har simpelthen sådan lyst til at pakke alt væk i kasser, og stille i kælderen. Fotoalbum, scrapbøger, æsker med kort, tøj og gaver.
Jeg skammer mig en lille smule, fordi jeg ikke vil fremstå som en eller anden følelseskold ko, men jeg har simpelthen ikke plads til dem i mit liv længere. Jeg vil gerne glemme dem, og gør det faktisk også i lange perioder.
4. december 2009
Astrid har været syg siden lørdag aften, og har faktisk klaret det ganske fint uden sutter. En enkelt gang eller to har hun, i febervildelse nærmest, stønnet, at hun savnede dem, men ikke mere end det.
I nat vågnede hun i vild gråd, så havde hun ondt i øret, så havde hun ondt i maven, så havde hun ondt i fingeren, så var det i det ene ben og hun hostede og spruttede som en gal. Mit hjerte kunne ikke mere, da hun gentagne gange hulkede “Vil du ikke nok hjææææælpe mig, moooaaaar!” 
Det gjorde moaren så… Jeg spurgte, om hun ville have en sut. Det ville hun gerne og så sov hun ellers ovenpå mig (bogstaveligt talt) resten af natten. Vi har aftalt, at når hun er rask igen, skal julemanden have dem tilbage – så må vi se, om det går lige så nemt som sidst!?
1. december 2009
Du har sikkert hørt om mennesker der bliver bortført og får deres nyrer eller andet stjålet, fordi organerne er penge værd på det sorte marked.
Jeg har været ude for noget lignende.
For nogle år siden blev mine lår stjålet om natten, mens jeg lå og sov. Jeg gik i seng, som jeg plejer, men vågnede op næste morgen med en anden persons lår. Jeg havde sovet og intet mærket. De nye lår mindede mest af alt om havregrød. Hvis lår var det? Og hvor var mine? Jeg brugte hele sommeren på at lede efter mine lår. Jeg var selvfølgelig frustreret og gal, men endte til sidst med at acceptere, at tiden i korte nederdele var ovre. Nu var der dømt lange bukser resten af livet.
Min rumpe blev næste offer. Jeg ved, at det er den samme bande som har slået til igen, for de gjorde sig den ulejlighed at matche ballerne med lårene, som de stjal fra mig tidligere. Min nye ende var mindst 5 centimeter længere end originalen. Jeg indså fortvivlet, at jeg ikke længere kunne gå med bukser, men fremover udelukkende måtte optræde i kjole.
Sidste år opdagede jeg, at mine arme var blevet forbyttet. En morgen da jeg stod og føntørrede mit hår, blev jeg virkelig bange. En bølgende klump med vinkeflæsk dinglede frem og tilbage på min overarm i takt med hårbørsten. Det var rigtig uhyggeligt og jeg blev meget bange. Een efter en er mine forskellige kropsdele blevet udbyttet og erstattet med andre. Hvordan skal det hele ende? Da min stakkels hals forsvandt og blev erstattet med en kalkuns, bestemte jeg mig for at gå ud og fortælle min historie.
Kvinder i verden: Nyd duften af nybrygget kaffe. Måske er det sidste gang du trækker vejret gennem din egen næse. Plastikkirurgerne bruger rigtige implantater og kropsdele, som de har stjålet fra ganske almindelige kvinder, som du og jeg. Det er ikke bare løse rygter. Det her sker dagligt for mange kvinder. Så derfor: ADVAR DINE VENINDER*
PS. Sidste år troede jeg, at mine bryster var blevet stjålet. Jeg lå i sengen, og pludselig var de væk. Da jeg sprang op, kunne jeg heldigvis lettet konstatere, at de bare havde gemt sig i mine armhuler, mens jeg sov. Siden da, har jeg altid gemt dem nede i bukselinningen, når jeg skal sove.
24. november 2009
Mand, hvor er hun dygtig…
Lørdag aften nævnte hun kort, at hun savnede sine sutter. Jeg bekræftede hende i, at det gjorde hun og at jeg godt kunne forstå det. Søndag aften INTET. Mandag aften skulle hun lige bekræftes en enkelt gang igen. I aften INTET.
I børnehaven har hun vidt og bredt fortalt, at hun ikke bruger sut mere – hun har ikke på noget tidspunkt sagt, at hun savnede den dér. Hun klarer det simpelthen SÅ flot!
