Altså, det går dæleme op og ned med den her blog. Gad vide, om der overhovedet er nogen tilbage i cyberspace?

I dag skal vi en tur til Vestsjælland til en kop tår eftermiddagskaffe hos et af de mest fantastiske mennesker, der er dumpet ned i skødet på mig. Min søster Jeg er så lykkelig over, at vi har fået en ekstra chance, for hun er skøn og vi har det SÅ godt sammen! Samtidigt er det også med et stik i hjertet over, hvad en uduelig far har frarøvet mig muligheden for…
Det skal jeg nok fortælle ham, når jeg engang står ved hans gravsted…

Mens vi venter på børnehavebedstevennerne

Der var engang en pige, der voksede op uden sin far. Hun mødte ham, da hun var 16 år og blev introduceret for to yngre halvsøstre, som hun mødte nogle gange i weekender hos deres fælles far. Kontakten ebbede desværre ud, da pigen flyttede til Grønland.
Da hun blev voksen, ville hun faktisk gerne finde sine søstre igen, men det lod sig ikke gøre.
Pigen blev som voksen til en rigtig ked mor, der ringede til Landsforeningen Spædbarnsdød for at få anbefalet en psykolog med forstand på det område.
Moren gad slet ikke snakke med den rådgiver, der tog telefonen, men det var en dygtig rådgiver! Med et par enkle spørgsmål fik hun moren til at åbne op, og samtalen havde pludselig varet tre timer! Det var ikke den eneste lange samtale de to havde, faktisk blev det til mange flere, men de ebbede ud, da moren blev gravid igen. Desværre fik moren endnu engang brug for foreningen… Moren sendte en mail til rådgiveren. “Kan du huske mig? Nu er jeg her igen…”
Det kunne rådgiveren godt, og det blev starten på noget rigtig dejligt – trods omstændighederne. Rådgiverens levende sønner hed Jakob og Jonas. Morens døde sønner hed Jonas og Jacob. Lille verden, men den bliver mindre endnu.

Moren finder ved en tilfældighed ud af, at hendes far er død, uden at hun har fået besked nogle steder fra.
Hun kontakter alverdens instanser og får der igennem sine søstres fulde navne. Nemt at finde dem på Facebook og nu begynder ringen at slutte tættere.
Begge søstre bor ualmindeligt tæt på den søde rådgiver.
Moren aftaler at besøge den ene søster en dag. Søsteren er RIGTIG sød og søsteren har en RIGTIG sød mand. Denne mand kender godt rådgiveren, for han har tilsyneladende hængt ud med rådgiverens bror.

Hvor ER det vildt… I ALLE de år har jeg tænkt på min søster, og så er hun lige dér ved siden af Susanne, som TILFÆLDIGVIS tog telefonen lige præcist dén dag, hvor jeg krøb ud af min skal og kaldte på hjælp?!
Hvor er jeg glad for at jeg har fået min søster igen, og hvor er jeg glad for at mine drenge på en (snørklet) måde er en del af det!

Fra en ende af…

Mine forældre blev skilt, da jeg var knapt et  år. Derefter så jeg ikke min far igen, før jeg var fyldt 16 og selv var kommet frem til, at jeg gerne ville se ham. Min mor hjalp mig med at få kontakt med ham.
Det var lidt underligt at se ham første gang, men efterfølgende besøgte jeg ham nogle weekender, hvor jeg også lærte mine to yngre halvsøstre at kende – det var rigtig hyggeligt – han var virkelig sjov at være sammen med. Da jeg var fyldt 17, ebbede kontakten ud og jeg så ham først igen, da jeg var knapt 30.
Jeg stod på en perron i Århus og ventede på et tog sydover. Jeg stod bare i mine egne tanker og kiggede mig omkring, betragtede menneskene sådan lidt overfladisk, da jeg flygtigt fik øjenkontakt med en mand 20-30 meter væk. Jeg tænkte ikke synderligt over det og kiggede den anden vej. Pludseligt slog det mig, at der sgu var et eller andet med det ansigt… Jeg vendte mig og kiggede igen og han stirrede mig LIGE ind i øjnene og grinede af mig. Det var fuldstændigt som at se mit eget ansigt, det var HELT vildt! 
Vi skulle med samme tog og på de 25 minutter vi kørte i tog sammen, fortalte han mig, at begge mine søstre havde fået børn og at han i øvrigt også selv havde fået to børn (drenge) mere.
Vi udvekslede mobilnumre, men der gik lang tid før jeg sendte ham en sms. Leveringsrapporten fortalte mig, at den aldrig blev leveret. Siden da har jeg ikke set eller talt med min far.

Én gang inden da og to gange siden, har jeg fået oplyst hans adresse på folkeregisteret, men har aldrig taget kontakt. Jeg har hele tiden gået rundt i sikker (ja ja) forvisning om, at hvis ikke jeg havde hørt noget fra skifteretten, så gik min far stadig levende rundt et sted, så de gange jeg har søgt oplysninger på ham, har aldrig været med hjertet oppe i halsen i spænding over, om han var død eller levende. Jeg har bare haft brug for at vide, hvor han var hvis jeg ville have fat i ham.

Så var det, at Astrid begyndte at spørge om ham… Jeg sendte et CPR-nummer afsted og beskeden retur var: “Rikke, din far er altså død. Han døde for halvandet år siden…”
TUSIND spørgsmål meldte sig, og jeg var ved at blive bims over det. Jeg ringede som det første til skifteretten i hans hjemby for at spørge om, hvorfor i alverden jeg ikke havde fået besked om det?! Svaret var, at når der ikke var noget at arve, var der ikke noget som helst automatik i dét.
Mig hjem og google aftenen lang for at finde ud af ET eller andet. Jeg googlede drab + hans hjemby, fordi jeg fik den tanke, at enten havde han drukket sig ihjel, eller også var han blevet dræbt i det miljø, som han garanteret færdedes i. Intet resultat i min søgen der, men jeg kom frem til, at jeg som datter havde ret til aktindsigt i hans sygehistorie. Ikke i ALT, men jeg havde ret til oplysninger om “sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde”. Dagen efter ringede jeg til borgerservice i hans hjemkommune, for at få navnet på hans praktiserende læge. Jeg er ikke klar over, om den rare dame overhovedet måtte give mig alle de oplysninger, som jeg endte med at få, men jeg labbede pænt det hele i mig, uden på noget tidspunkt at sige noget til hende, der kunne få hende til at stoppe med at snakke.
Jeg endte med fulde navne og hjemby på begge mine søstre og hjemby på mine brødre – samt navnet på praktiserende læge. Lægen ringede jeg til med det samme, men de henviste mig til den lokale embedslæge. Dér fik jeg fat på en sekretær, som jeg forklarede, at jeg lige havde fundet ud af, at min far var død og jeg ikke anede noget som helst andet end dét. Sekretæren henviste mig tilbage til praktiserende læge, men slog dog lige CPR-nummeret op og konstaterede, at “ham var vi da ude og kigge på”. Så kunne jeg  jo godt regne ud, at han var fundet død et eller andet sted.
Hun besluttede sig for at stille mig videre til embedslægen herself, som efter et hurtigt kig i papirerne opfordrede mig til at ringe til politiet?! Okaaay…
Jeg spurgte hende, om hun dog ikke kunne give mig én eller anden forklaring. Hun begyndte at snakke om, at “han jo var blevet obduceret, som jeg vidste…”. Nej, det vidste jeg jo netop ikke, for jeg anede ikke, at han var død!! Så blev hun helt medgørlig og fortalte mig, at min far var blevet fundet død i en baggård bag sit stamværtshus. I sagens natur var det blevet efterforsket som en forbrydelse, men man kom frem til, at det var naturligt. Så naturligt, som det nu kan være at ligge stendød som 63-årig  i en baggård en hel nat…
Det viste sig, at han en uges tid forinden var faldet og havde slået sig fælt, men han ville ikke undersøges eller behandles for noget som helst. Obduktionen viste, at han havde en blødning i hjernen, men om den var kommet i et fald i baggården den nat han døde, eller om det i virkeligheden var faldet ugen inden, der havde givet ham en blødning, som  fik ham til at falde igen, er der ingen, der ved.

Gud, hvor er det trist… Tænk at ligge sådan en helt nat og blive fundet en helt almindelig onsdag morgen…

Herefter ringede jeg til det lokale politi og snakkede med en sød betjent, der ved Gud heller ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke havde fået besked. Hun fortalte mig, at det ganske rigtig var blevet efterforsket grundigt og hun gav mig navnet på en person, som havde været kontaktperson i forbindelse med efterforskningen og bisættelsen. Den kvinde fandt jeg hurtigt på Facebook og kunne regne ud, at hun var mor til mine to halvbrødre. Et lige så hurtigt kig på hendes venneliste afslørede den ene af brødrene, hvis profil var pivåben – han opgav i profilen navnet på min ene halvsøster, som sin søster. Bingo. 
Jeg har nu fået kontakt med de to. De har begge hjulpet mig med at få sat rigtig meget på plads. De to yngste børn har kendt til min eksistens og min far har jævnligt snakket om mig. De HAVDE prøvet at finde mig, da min far døde, men de anede jo ikke, hvor de skulle lede, så alle instanser blev informeret om, at jeg eksisterede, men ingen af instanserne har ulejliget sig med at finde mit personnummer frem og dermed spore mig. Det er jeg afsindig skuffet over! Jeg ville faktisk rigtig gerne have sagt farvel til min far. Trods alt…
Jeg fatter bare ikke, hvordan en forælder kan sidde med hænderne i skødet og ikke ane noget som helst om sit barn, uden at prøve at finde ud af det? I alle de her år, har jeg troet, at han ikke ville mig, hvilket ikke var tilfældet, han var bare for stædig og for åndssvag til selv at tage det første skridt - og nu er det fandme bare for sent. Øv…

- at jeg for længst har erkendt (og accepteret!) at du ikke magtede at være en del af mit liv og leve op til min forestilling om en rigtig far.
Jeg ville også gerne have fortalt dig om Astrid og alle hendes spørgsmål om dig, fordi hun er ved at hitte rede i, hvad det betyder at være en del af en familie og derfor var begyndt at undre sig over, hvor DU passede ind henne.
Hun ville tegne en tegning til dig og ville gerne ha’ at vi sendte et billede af hende til dig, så du kunne se at hun har fået mine og dine krøller.
Jeg ville gerne have forklaret dig, at det ikke var en invitation med forventninger og krav, som jeg vidste at du alligevel ikke kunne leve op til. Det var helt op til dig, hvor meget du ville kaste dig ind i det – OM du ville kaste dig ind i det.
Jeg ville gerne have hørt mere om de to yngre søstre, jeg mødte for 24 år siden, og om de to yngre brødre du fortalte mig om for 11 år siden.
Jeg ville gerne have set mit mandlige spejlbillede igen, som da jeg tilfældigt mødte dig den dag. Jeg kiggede LIGE ind i de brune øjne og var slet ikke i tvivl om, hvem du var, for det var mine øjne jeg så. Ville vi stadig ligne hinanden lige så meget?

Hvis du var syg, inden du døde for halvandet år siden – og vidste at du skulle dø – er du en røv med ører!
Hvis det er dét jeg finder ud af snart i min jagt på svar, så tilgiver jeg dig aldrig for, at du ikke ønskede at finde mig, inden det var for sent…

Edit 16/3: Jeg har fundet ud af, hvordan han døde. Han havde ikke en chance for at vide, hvad der skete med ham.

Ikke her! Så fyrre, frisk og frejdig? Heller ikke…

Der er ikke rigtig noget positivt ved at være fyldt fyrre – udover at jeg ikke døde af det. Jeg havde en fantastisk dag med familie og gode venner – og trods det, at jeg havde mistet stemmen, fik jeg da skrålet godt igennem på karaokebar!
Søndag troede jeg, at jeg skulle ligge brak og vænne mig til alderen, men Søren blev hundesyg, så jeg måtte være den friske forælder – hvilket næsten lykkedes.
Mandag blev jeg mindet om min alder, skal jeg lige hilse at sige… Lukkevagt i børnehaven – topdollar, når først jeg var blevet æddru på et eller andet tidspunkt søndag aften. Hjem fra arbejde og spise aftensmad sammen med Søren og Astrid. Søren stadig syg – heldigvis, for ellers havde jeg stået alene med Astrid midt i det, som ramte mig klokken lidt i 6. Galdestensanfald. ALDRIG i mit liv har jeg oplevet noget så smertefuldt!
Eller jo… Én gang før i november sidste år, hvor jeg fik et lignende anfald, men troede at det var mit hjerte… Jeg stod ude midt på vejen med Astrid, efter at have hentet hende i børnehaven, da jeg pludeligt fik voldsomt ondt i brystet. Jeg skulle vælge imellem at søge hjælp i Superbest, eller tilbage til Astrids børnehave. Hvor var min datter i de tryggeste hænder, når (ikke hvis, NÅR) jeg faldt død om af hjertestop? Jeg fik kæmpet mig tilbage til børnehaven og ringede ind til en af pædagogerne, som kom ud og hentede mig, fik gelejdet Astrid ind på en stue og ringede efter en ambulance til mig + akutlæge. Jeg var sikker på, at jeg skulle dø… Jeg kom på hospitalet uden svar på noget som helst andet, end at det måske var muskelkramper pga en kold lungebetændelse og dens medfølgende hosten.
Dén forklaring har jeg aldrig rigtig købt, så jeg har faktisk gået og været noget bekymret siden da.

MEN i mandags var Søren så heldigvis hjemme, så jeg ikke gik i panik, men kunne mærke efter undervejs. Det var helt tydeligt, at smerten ikke sad omkring hjertet, men i højre side lige under mine ribben. Søren kørte mig på skadestuen, hvor der til alt held var en mere kompetent læge, der (med de samme oplysninger, som jeg opgav sidste gang), ringede til Hvidovre, hvor de har eksperterne på gastric bypass. De ville gerne have mig omkring dem, så en mave/tarm kirurg kunne se på mig. Konklussionen er galdestensanfald og det mente han ikke der var noget at gøre ved, før jeg fik flere anfald med kortere mellemrum. Det er vi nu to om at bestemme. Jeg har IKKE tænkt mig at sidde med hænderne i skødet og vente på flere anfald!
I morgen kontakter jeg min egen læge og beder om at få scannet galdeblæren. Kan det ikke lade sig gøre, har jeg en god sundhedsforsikring på arbejde, som jeg benytter mig af. Kan det heller ikke lade sig gøre, kontakter jeg Hamlet, som lavede min gastric bypass – galdestensanfald er tilsyneladende en meget normal komplikation efter bypass + vægttab.
Den galdeblære skal DØ!

Velkommen til 40´erne, Fru Madsen!

Med et løfte, mest af alt til mig selv, om at jeg skal bruge bloggen igen. Jeg skal benytte muligheden for at få vendt det regelmæssigt tilbagevendende kaos i mit hoved.

3 ting skal vendes i dag, og det er 3 ting, som den kommende uge byder på:

1. På torsdag er det to år siden min mormor døde
2. På fredag bliver de sidste to fryseæg destrueret
3. På lørdag fylder jeg 40…

Min mormor… Altså hånden på hjertet, så er jeg rimelig irriteret på hende. Jeg er irriteret på hende, fordi hun faktisk ikke gjorde alverden for at være sammen med Astrid… Hun elskede Astrid, er jeg sikker på, men jeg er ked af, at hun ikke udnyttede sin pensionisttilværelse og dertil hørende mimrekort til at besøge os mere end de tre gange hun var her på 2½ år.
Lige nu bliver irritationen tricket af, at jeg har et barn, der næsten dagligt siger, at hun savner sin Olde og er lidt trist over det. Så snakker vi om, at det er naturligt at være ked af, at nogen er døde, men at man måske også kan prøve at tænke på det gode man havde sammen.
Vi har tre billeder stående fremme af Astrid og Olde sammen – et billede fra et besøg hos hende og to billeder fra vores hjem. Det er simpelthen hvad jeg kan vise Astrid af gode minder. Sølle udbud… Hun aner ikke, hvad hun savner – af to årsager. Hun var kun 2½, da Olde døde og hun har i øvrigt ikke været så sammen med hende, at der er noget konkret at savne.

På fredag bliver den sidste dør for mine muligheder for at blive mor igen lukket. Det har jeg det faktisk rigtig svært med.
Vi har to fine æg liggende på frys på Hvidovre, fra da jeg blev gravid med Astrid. De må ligge i 5 år fra oplægningsdatoen – og det er så på fredag. Vi skal ikke have flere børn… Aldrig… Never… Ever… Jeg har det så svært med de æg. I virkeligheden er det kun 4 celler i hver, men de 4 celler repræsenterer alt det, som jeg ikke skal.
Jeg skal ikke være gravid igen. Jeg skal ikke mærke liv igen. Jeg skal ikke glæde mig så meget igen. Jeg skal ikke se et lille nyt barn for første gang igen. Jeg skal ikke ligge med en lille bitte nyfødt på maven igen. Der er bare så mange ting jeg ikke skal igen, når de 2 x 4 celler bliver smidt ud.

Jeg VED, at jeg ville blive gravid med de æg. Jeg ved det bare…

Jeg ved også, at jeg fylder 40 om en uge og så er “børnedøren” da definitivt lukket for mig. Jeg synes virkelig det er ufedt.

I det hele taget synes jeg bare det er noget hø, at jeg fylder 40?! Jeg føler mig allerede nu meget gammel og kan slet ikke fatte, at JEG snart kan kalde mig fyrreårig? Indeni er jeg ikke en dag over 27, og jeg sidder helt målløs over, hvor tiden blev af?!
Flere har spurgt til, om jeg så ikke skulle invitere til fest, men jeg synes ærligt talt ikke, at der er det store at fejre… Det er så blevet til, at jeg har inviteret min familie til brunch om formiddagen, spiser middag med Søren og Astrid på restaurant og så tager jeg ud og drikker mig en kæp i øret senere på aftenen.

Med lidt held bliver jeg så fuld, at jeg glemmer, hvorfor jeg drikker…

Nå ja… Og så er der røget 57,2 kilo – præcist 15 kilo til BMI 25!

Endelig blev det i dag. Jeg ser helt frivilligt sådan ud.

I morgen venter Arne Nielsson, Paprika Steen, Cecilie Beck, Ole Henriksen, Anne Marie Helger, B.S. Christiansen, Karen Marie Lillelund og Ole Stephensen.
Hvis I kommer forbi, er det mig med solbrillerne!

Vi havde en ergoterapeut på besøg i børnehaven i dag, og jeg benyttede lige muligheden til at spørge hende om Astrids platfødder. Er der noget, som vi skal være opmærksomme på?
Hun sagde, at det ville være en rigtig god idé at købe Angulus sko og støvler. ÆRGERLIGT!!

Jeg har altid haft et godt øje til Angulus, men “nogen” mener, at de er alt for dyre. Det ER de også, men altså… Når en fagperson siger noget, skal man da stole på det og rette sig efter det, ikk’?!

Som med så meget andet, handler det vist om at komme op på hesten og igang igen. Det handler om at få ord ud i fingrene igen. Fingrene er lidt stive efterhånden, men det er altså også et halvt år siden sidst.

På det halve år er der sket rigtig meget herhjemme. Søren er erklæret så rask, som han nu kan blive med den kræftform. Han var til kontrolscanning i starten af oktober og for en måned siden fik vi svar; Der er intet at se på scanningen. Alt er væk! De næste to år skal han kontrolleres med blodprøver – hvis man kan sige noget som helst godt om cancer, så er det at denne kræftform, som en af de eneste, kan holdes øje med med blodprøver.
Det var så godt at få gode nyheder. Ikke at lægerne ville løfte et øjenbryn, hvis der stadig var noget at se og han skulle igennem en behandling mere og vi dermed ville blive sat et halvt år tilbage endnu en gang, men for vores lille familie var det godt at tage to skridt frem i stedet for et tilbage.

Astrid er fyldt 4 år Det skønne lille pigebarn…
Vores fantastiske kommune har valgt at lukke hendes børnehave næste år, hvilket sætter os lidt i en pine – det er noget der fylder en del i mit hoved for tiden. Heldigvis er hun stor og meget dygtig, så hun skal nok klare det. Det passer bare ikke moren…
Konfliktniveauet kører lidt op og ned, men generelt har vi det stille og roligt. Når vi er i perioder med mange konflikter, er der heldigvis ikke så mange (og lange) som i perioden før. Det er så dejligt, at hun er blevet bedre til at sætte ord på sine følelser og også forstår, når vi sætter ord på vores. Hun er en klog lille pige, som let aflæser mennesker og situationer. Der er stadig en masse at arbejde på og med, men for fanden, hvor har vi en dygtig pige!
Hun skriver sit eget navn, mor, far og mormor. Hun genkender og kan skrive alle bogstaver og tal. Der er mange flere detaljer i hendes tegninger og hun tegner endelig andet end mennesker. Nu er det også huse (“Jeg tegner et rektangel over døren, mor. Det er et skilt, hvor der står velkommen” – og så skrev hun i øvrigt bare lige ”Velkommen” efter at jeg havde skrevet det for hende på et andet stykke papir.), træer og dyr. Hun er videbegærlig udover alle grænser, og selvom jeg nogle gange er ved at få pip over at det forventes af mig, at jeg kan svare på ALTING, så nyder jeg det – og det sidder fast i hendes lille klæbehjerne.

Jonas og Jacob ville være fyldt 5 og 6 år d. 13. september. Vi havde begge to fri på dagen og brugte den til at ordne gravstedet, som så noget sølle ud efterhånden. Vi fik fjernet alt det gamle grus, lagde fiberdug, lavede nyt bed og lagde et fint lag granitskærver. Det blev bare SÅ flot.
Jeg kommer meget sjældent på kirkegården – faktisk har jeg ikke været der siden den dag – men det betyder rigtig meget for mig, at det ser ordentligt ud. Jeg kunne næsten ikke bære, at der så så forsømt ud.
Apropos de små dér, så var jeg til den årlige brunch med døde børns mødre og efterfølgende Allehelgens gudstjeneste i Vor Frue Kirke arrangeret af Landsforeningen Spædbarnsdød. Det var så skønt at se dem igen – det er virkelig en god tradition! Og endnu en tradition: Jeg bryder i gråd lige så snart mine drenges navne bliver læst højt i kirken… Faktisk begyndte jeg at pive lidt inden i år, for foran os sad et par med en pige på 4-5 år. Det var tydeligt, at de var nyramte. Da deres søns navn blev læst op, lyste datteren op og var tydeligvis stolt over at hendes lillebrors navn blev nævnt. Moren var HELT færdig, og det gik altså rent ind i hjertet på mig. Puha, hvor jeg bare godt kan huske det. Eller… I virkeligheden kan jeg ikke helt huske, HVOR ondt det gjorde – og det er vel en meget smart mekanisme, ellers ville jeg da være helt bims af sorg stadigvæk.

Nå, men den dag stod jeg jo så også ansigt til ansigt med kvinder, som jeg ikke havde set i et helt år. Det var meget pudsigt, for der er jo røget nogle kilo siden sidst. Helt præcist 52,7 i skrivende stund – 19,5 kilo tilbage og jeg rammer BMI på 25 og er dermed normalvægtig.
Det er HEEEELT vildt, så meget der er sket og stadig sker.

Rikke – nu med kraveben og røvknogler!