22. februar 2010
I dag startede 2. omgang af alle Sørens undersøgelser. Herlev Hospital er ved at køre ham i stilling til den scanning 8. marts, der giver os svar på, om de fik det hele i første radioaktive jodbehandling, eller om der skal en mere til.
I dag var det en knoglescanning, for at afsløre om der er tegn på knogleskørhed (der er noget med kalkoptaget, når skjoldbruskkirtlen ikke virker/er fjernet) og derefter en hjertescanning (som jeg ikke lige har fanget relevansen af, men der er jo nok en relevans et sted) Fra hjerte- og knoglescanningen gik vi forbi fødegangen - det er jo helt fantastisk at gå forbi og tænke på, hvor mange nye liv og glade forældre, der er derinde, men også lidt mærkeligt at gå forbi en masse nyt liv, for at komme ned på gangen og sidde og vente med andre kræftramte, hvor det er helt tydeligt, at nogle af dem ikke har langt igen.
Samtalen med lægen var sådan lidt mærkelig. Der var ikke noget svar på knogle- og hjertescanning, men mere generel snak om, hvordan Søren i grunden går og har det. Vi snakkede om d. 8. marts og om, hvordan Søren nu skal starte noget andet medicin og have jodfattig kost.
Sidste gang Søren blev scannet, efter radio/jodbehandlingen, fik vi svar samme dag. Dét får man så ikke mere – hurra for massefyringen på Herlev!! Nu bliver de nødt til at prioritere sådan, at kun døende kan få svar på scanning samme dag, eller patienter, der risikerer at dø, hvis der går for lang tid, før der er svar. Selvfølgelig skal døende eller alvorligt syge komme først og jeg er naturligvis glad for, at Søren ikke hører til i den kategori, men nu kan vi altså først få svar TRE UGER efter! Det er dejligt, at det ikke er livstruende for Søren, men det er fandme stadig en kræftsygdom, der fylder meget i vores bevidsthed og jeg når da at dø af skræk mange gange på de 3 uger.
Nå, men for at komme ud til parkeringspladsen fra kræftafdelingen, går man igennem fertilitetsklinikken. Det er altså lidt spøjst. En ting er, at det er spøjst for os, der går dén vej, men mens vi sad på den lange gang sammen med de andre kræftpatienter og pårørende, og ventede på at komme ind til lægesamtalen, gik der rigtig mange par forbi, som skulle på klinikken. Dén vej skal man nemlig, hvis man har forvildet sig ind af hovedindgangen.
Søren skulle på aftenvagt efterfølgende, jeg skulle hente Astrid. Stor var min glæde da jeg så, at for 2. børnehavedag i træk var der ingen pose med tissetøj på hendes plads – damen har nemlig helt droppet bleen! Hun har ikke haft den på herhjemme i omkring 3 uger, nærmest uden uheld, men skulle have sin blefri debut i børnehaven i fredags. Det var jeg spændt på, for hun har ikke EN eneste gang ønsket at prøve at sidde på toilettet der. Da jeg hentede hende i fredags, spurgte jeg om hun skulle tisse inden vi skulle hjem. “Mmmmm… JA, det skal jeg og jeg skal NOK vise dig, hvordan man tisser på det lille toilet” – sagt i den mest belærende tone. Der manglede kun en løftet pegefinger.
Hun er så dygtig, min lille store pige – og hvor ser hun bare ENDNU større ud uden blenumse?! Det er helt vildt, så meget længere hun ser ud til at være blevet.
De “kampe”, som vi har haft en masse af i et stykke tid, er heldigvis på retur. Ellers ved jeg sgu heller ikke, hvad jeg havde gjort ved mig selv. Kan man deportere sig selv til Sibirien?
Ellers kæmper jeg med vægten. 10½ kilo har jeg tabt - der mangler 6 og dem skal jeg have smidt på de 4 uger, der er tilbage inden min operationsdato. Det skal nok gå. Nupo er min ven.
Jonas og Jacob skal jeg nok komme tilbage til. De er bare allerede pakket så langt væk mentalt, at jeg ikke lige kan finde dem frem, når noget andet optager pladsen – og der er rigeligt, der optager plads lige nu.
25. januar 2010
Det er da ved at være på tide, når vi snart skriver februar, er det ikke?
Vi har ligget underdrejet med sygdom, sur unge, mere sygdom, træthed, sur unge, får-vi-ikke-snart-noget-sollys – og huskede jeg at nævne den sure unge?
Hun driver mig til vanvid, og har gjort det i lang tid snart. Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op med hende. Hun er glad for at gå i børnehave, og det er jo dejligt, men herhjemme er det bare ikke særlig sjovt for tiden. Hun SKRIGER, kaster sig i gulvet, taler ualmindelig grimt og er bare generelt ikke særlig sjov at være sammen med.
Hvis jeg i et splitsekund troede, at en lussing eller en endefuld kunne gøre nogen som helst forskel, så havde hun fået den for længst. Det tror jeg naturligvis ikke og jeg kunne ikke drømme om at slå hende, men for helvede, hun driver mig langt ud. Nogle dage har jeg det bare sådan, at jeg ikke har lyst til at få fri fra arbejde, fordi jeg ikke orker kampene, der med garanti venter på mig enten i børnehaven eller derhjemme.
I dag var den helt gal. Jeg skulle hente, og hun blev rigtig glad for at se mig - i omkring 3 sekunder, så var ALT galt! Hun ville ikke med hjem – hun ville lege med Malou – hun ville i cirkus NU (det skal de i morgen) – jeg måtte ikke hjælpe med tøjet – jeg SKULLE hjælpe med tøjet – skreg i vilden sky – forsøgte at slå mig i ansigtet. Så fik jeg bare nok og fik fortalt hende med ret store bogstaver, at NU stoppede hun sgu!! Der var gået 20 minutter med det show.
Jeg tvang hende i tøjet og marcherede hjemad med en skrigende unge i hånden. Halvvejs skreg hun så højt om alt muligt – hun tog prisen, da hun skreg udover villavejene, at jeg ikke skulle slå hende. Hold kæft, jeg blev gal… Jeg kunne ALDRIG lægge hånd på hende, så hun fik læst og påskrevet at den slags snak ville jeg simpelthen ikke høre fra hende! Jeg råbte – det er jeg ikke særlig stolt af, men det gjorde jeg altså – og jeg gav hende et ultimatum: Enten stoppede hun omgående, eller også måtte hun opholde sig på sit værelse uden nogen form for kontakt med mig, når vi kom hjem. Det er jeg heller ikke særlig stolt af, men hun holdt omsider op.
Det er præcist sammen mønster, når Søren henter, så det handler ikke om hendes og min relation – det handler om noget andet, som vi overhovedet ikke kan finde ud af at tackle lige nu.
Planen er fremover, at vi ganske enkelt vil lade os hidse op af hende mere. Nu må hun sådan set skrige til hun bliver blå i hovedet af det – det får hun INTET ud af. Hun får noget ud af os, når hun bruger ord i stedet for primalskrig og når hun taler nogenlunde almindeligt til os. Så kan det godt være, at nogle villaejere i området får en på opleveren, når de ser hende ligge der og knalde ud – men jeg gider simpelthen ikke mere. Det er der ingen af os, der gider.
Bagefter, når flippene er overstået, snakker vi altid med hende om, hvorfor hun blev vred/ked af det /sur. Det er hun faktisk ret god til at forklare, så det er ikke fordi hun løber tør for ord og bliver frustreret over dét. Vi snakker også om, hvor dejligt det er at være sammen, når vi hygger og leger uden problemer. Jeg gør meget ud af at vi snakker dagen igennem, når vi putter om aftenen. Masser af kram og kys, uanset antallet af konflikter i løbet af dagen, men også snakke om, at det ikke er okay at brøle “GÅÅ VÆÆÆÆÆÆÆÆK” til sin mor, fordi jeg beder om at hun rydder et eller andet op, eller fortæller hende at hun jo skal i cirkus i morgen.
Jeg er overbevist om, at hun er igang med et udviklingsspring af en eller anden slags, og det vil jeg rigtig gerne støtte hende i, men jeg synes jo også samtidigt, at hun er ved at blive så stor, at man godt kan forvente at hun kan tøjle sit temperament bare en SMULE!?
Nå, nok om det negative (men det er altså dét, der fylder mest lige nu) for hun er jo også skøn! Jeg er vild med hende, jeg elsker hende overalt på jorden!
Mit nye arbejde er fantastisk! Jeg er virkelig glad for det, og det er faldet helt på plads, at jeg fra på mandag helt officielt er afdelingsleder. Jeg har jo indtil nu været ansat som månedslønnet vikar, fordi der var blevet ansat en medhjælper i timerne, pga af pædagogmangel. Det har været 3 mdr, hvor min nye leder og jeg kunne se hinanden an og være sikre på, at vi ville hinanden (det lyder sgu helt pladderromantisk, altså).
Vi er enige om, at det her er det helt rigtige valg.
Nu mangler vi bare en god pædagog fra 1. maj, hvor min kollega går på efterløn. Kender du nogen, der kender nogen, så kom frisk!
Søren er i bedring, men det går for langsomt, synes han. Det er stadig selve operationsarret, der plager ham, men det var altså også en stor omgang. Han har snakket med flere, der er opereret for struma og han har klart større ar end andre, så det tager naturligvis noget tid, før det er helt godt igen.
Jeg holder vejret i spænding til scanning om en halvanden måneds tid, som skal vise os, om det hele er væk. Det har det fandme bare af at være!! NÅ!
Min egen operation rykker jo nærmere og nærmere, men jeg begynder at blive nervøs for, om jeg når målet… Jeg mangler at tabe yderligere 9 kilo (har tabt 7) – på min EGEN vægt. Hvordan jeg ligger i forhold til udgangspunktet på Hamlets vægt, aner jeg ikke.
Jeg havde en gammel vægt, da jeg var på Hamlet første gang. Samme dag, som jeg blev vejet derude, vejede jeg mig på min egen og konstaterede, at jeg vejede 6 kilo mindre på min egen.
Anden gang jeg var på Hamlet, havde jeg tabt lidt over 2 kilo på deres vægt, men hjemme vejede jeg pludseligt 2 kilo mere end på Hamlet?!
Ny vægt blev indkøbt lige før jul – på den har jeg tabt 5-6 kilo og det er jo, uanset hvad, 5-6 kilo. Det kan der ikke rokkes ved. Men der var lige nogle uger mellem den gamle og den nye vægt – og besøget på Hamlet, så jeg ANER ikke, om jeg reelt mangler at tabe mere eller mindre end de 9 kilo, som min egen vægt siger.
NUPO har ikke levet forgæves, så hvis det “kun” er 9 kilo, skal jeg nok klare det til tiden. Jeg skal lige have lavet en aftale med dem derude om, at jeg skal synkronisere min og deres vægt en dag snart.
Jeg har tænkt rigtig meget over de to bøffer der, som vi fik og mistede inden vi fik Astrid. Nu siger jeg noget, som jeg skammer mig en lille smule over.
Jeg har simpelthen sådan lyst til at pakke alt væk i kasser, og stille i kælderen. Fotoalbum, scrapbøger, æsker med kort, tøj og gaver.
Jeg skammer mig en lille smule, fordi jeg ikke vil fremstå som en eller anden følelseskold ko, men jeg har simpelthen ikke plads til dem i mit liv længere. Jeg vil gerne glemme dem, og gør det faktisk også i lange perioder.
4. december 2009
Astrid har været syg siden lørdag aften, og har faktisk klaret det ganske fint uden sutter. En enkelt gang eller to har hun, i febervildelse nærmest, stønnet, at hun savnede dem, men ikke mere end det.
I nat vågnede hun i vild gråd, så havde hun ondt i øret, så havde hun ondt i maven, så havde hun ondt i fingeren, så var det i det ene ben og hun hostede og spruttede som en gal. Mit hjerte kunne ikke mere, da hun gentagne gange hulkede “Vil du ikke nok hjææææælpe mig, moooaaaar!” 
Det gjorde moaren så… Jeg spurgte, om hun ville have en sut. Det ville hun gerne og så sov hun ellers ovenpå mig (bogstaveligt talt) resten af natten. Vi har aftalt, at når hun er rask igen, skal julemanden have dem tilbage – så må vi se, om det går lige så nemt som sidst!?
1. december 2009
Du har sikkert hørt om mennesker der bliver bortført og får deres nyrer eller andet stjålet, fordi organerne er penge værd på det sorte marked.
Jeg har været ude for noget lignende.
For nogle år siden blev mine lår stjålet om natten, mens jeg lå og sov. Jeg gik i seng, som jeg plejer, men vågnede op næste morgen med en anden persons lår. Jeg havde sovet og intet mærket. De nye lår mindede mest af alt om havregrød. Hvis lår var det? Og hvor var mine? Jeg brugte hele sommeren på at lede efter mine lår. Jeg var selvfølgelig frustreret og gal, men endte til sidst med at acceptere, at tiden i korte nederdele var ovre. Nu var der dømt lange bukser resten af livet.
Min rumpe blev næste offer. Jeg ved, at det er den samme bande som har slået til igen, for de gjorde sig den ulejlighed at matche ballerne med lårene, som de stjal fra mig tidligere. Min nye ende var mindst 5 centimeter længere end originalen. Jeg indså fortvivlet, at jeg ikke længere kunne gå med bukser, men fremover udelukkende måtte optræde i kjole.
Sidste år opdagede jeg, at mine arme var blevet forbyttet. En morgen da jeg stod og føntørrede mit hår, blev jeg virkelig bange. En bølgende klump med vinkeflæsk dinglede frem og tilbage på min overarm i takt med hårbørsten. Det var rigtig uhyggeligt og jeg blev meget bange. Een efter en er mine forskellige kropsdele blevet udbyttet og erstattet med andre. Hvordan skal det hele ende? Da min stakkels hals forsvandt og blev erstattet med en kalkuns, bestemte jeg mig for at gå ud og fortælle min historie.
Kvinder i verden: Nyd duften af nybrygget kaffe. Måske er det sidste gang du trækker vejret gennem din egen næse. Plastikkirurgerne bruger rigtige implantater og kropsdele, som de har stjålet fra ganske almindelige kvinder, som du og jeg. Det er ikke bare løse rygter. Det her sker dagligt for mange kvinder. Så derfor: ADVAR DINE VENINDER*
PS. Sidste år troede jeg, at mine bryster var blevet stjålet. Jeg lå i sengen, og pludselig var de væk. Da jeg sprang op, kunne jeg heldigvis lettet konstatere, at de bare havde gemt sig i mine armhuler, mens jeg sov. Siden da, har jeg altid gemt dem nede i bukselinningen, når jeg skal sove.
24. november 2009
Mand, hvor er hun dygtig… 
Lørdag aften nævnte hun kort, at hun savnede sine sutter. Jeg bekræftede hende i, at det gjorde hun og at jeg godt kunne forstå det. Søndag aften INTET. Mandag aften skulle hun lige bekræftes en enkelt gang igen. I aften INTET.
I børnehaven har hun vidt og bredt fortalt, at hun ikke bruger sut mere – hun har ikke på noget tidspunkt sagt, at hun savnede den dér. Hun klarer det simpelthen SÅ flot!
20. november 2009
Vi har igennem et stykke tid snakket med Astrid om, at hun ville få en gave, hvis hun sendte sine sutter til julemanden. Moren her troede, at pigebarnet ville ønske sig noget Hello Kitty, dukkehalløj eller andet pigedims, men nej.
Hun ville bare gerne ha´ en grøn flyver.
Sådan en gennemtrevlede jeg så nettet for. Den skulle være rimelig i størrelsen og naturtro, men det var nemmere sagt end gjort.
Jeg fandt dog en grøn flyver hos et Irsk flyselskab, men det var noget uldent med betalingen. De ville have at jeg skulle sende mine kreditkortoplysninger, og dem er jeg altså lidt sippet med at udlevere over mail. På Ebay kunne jeg købe en fin grøn flyver, men den var i målestoksforholdet 1:500 – dvs at den er 5 cm lang – for lille.
Søren har gennemtrevlet fysiske butikker i Kbh i går og i dag uden held.
Til sidst opgav vi og besluttede os for, at hun så måtte have en af de hvide flyvere, som Søren har i kælderen. I posen med hvide flyvere fandt vi så en – TADAAAAAAA – grøn flyver! Fin størrelse og naturtro!
Astrid fik den, da hun kom hjem fra børnehave og vi pakkede sutterne sammen. 5 minutter efter kom den første krise, hvor jeg fik besked på at tage flyveren igen, så hun kunne få sine sutter. Nu er jeg sgu godt nok spændt på, hvordan natten kommer til at gå… Kryds fingre, tak!
Og så er jeg vist nok kommet til at pynte op til jul… 
17. november 2009
Søren fik taget den dér blodprøve en gang til, som de i første omgang mente var analyseret forkert. Det er en blodprøve, der skal afgøre om han får nok Liothyronin, som er det medicin, der pt styrer hans stofskifte.
Blodprøven forleden viste, at der ikke var noget i hans blod overhovedet – altså så det ud som om han slet ikke tog medicinen. Ny blodprøve i går, og resultatet er det samme. Det ser stadig ikke ud til, at han tager medicin, selvom han tager 4 piller om dagen, hvor normale “små” mennesker kun tager 3.
Det er jo mystisk… Lægen (ja hende igen) kunne ikke forklare hvorfor, men bad Søren om at komme ud igen i næste uge til en ny blodprøve. Hun siger, at det ikke har noget med kræften at gøre, så ingen grund til panik eller noget, men det er sgu da så sært, at jeg besluttede at søge lidt rundt på nettet her til aften.
Én søgning på Liothyronin på Google, 3. link fra oven og gåden er tilsyneladende løst. Liothyronin fungerer rigtig skidt med præparater med calciumcarbonat og aluminium.
Calciumcarbonat er hovedbestanddelen i de kalkpiller, som Søren efter Herlevs anbefaling tager 3 x alm dosis af. Aluminium er en vigtig bestanddel i Alminox, som han dagligt bruger pga halsbrand.
Er jeg så læge nu? Aner man, at jeg er en smule træt af selv at skulle finde ud af sådan noget – ovenikøbet SÅ let?
13. november 2009
Alt ånder jo fred og idyl herhjemme, altså forstået på den måde, at vi lever som vi plejer og har skubbet en del kræfttanker væk fra os, fordi vi er blevet beroliget så godt på Herlev.
I onsdags var Søren derude for at få taget et par blodprøver, fordi han er med i et forsøg med stofskiftemedicin. Efterfølgende var han til en samtale med en læge, som vi har snakket med før. SKRUPforvirret og hver eneste tanke kommer ud af hendes mund – uden filter.
Pludseligt sagde hun til Søren, at hun havde kigget på de scanningsbilleder, som vi allerede HAR snakket med en læge om efter den radioaktive jodbehandling. Hun sagde, at hun havde nærstuderet billederne, og ved nærmere eftertanke ikke mente, at der var spredning til ryggen, så det behøvede vi ikke at bekymre os om. Øhm… Det havde vi nu heller ikke bekymret os om, for det havde overhovedet ikke været nævnt før?! Alligevel sidder den og gnaver nu… Hvorfor nævnte hun det overhovedet?
Nå, i dag skulle bilen til service. Søren kørte ud og gik hjem (jeg er hjemme med syg Astrid). Hans telefon ringede, men han nåede ikke at tage den, fordi han hørte den for sent pga trafikstøjen. Der var indtalt en besked fra ovennævnte læge. Det lød nogenlunde sådan her “Ja goddag Søren – det er læge xxxx xxxxxx. Jeg er NOGET forundret over dine blodprøver. Ring venligst tilbage på dittendatten-nummer”.
Søren var mildest talt bombet, da han kom ind af døren. Uden et ord gik han ind og ringede til Herlev og bad dem om at få hende til at ringe igen. Jeg kunne godt se på ham, at den var gal – og jeg hørte så den besked, som hun tidligere havde lagt. Min søde mand er ikke så god til at sige højt, når han er ved at dø af skræk, men det var tydeligt at se på ham.
Jeg tog telefonen, da hun ringede igen… Og blæste hende herfra og til Langtbortistan!
Hun lød helt manisk i starten og sagde, at hun skulle snakke med Søren – jeg sagde, at nu var det altså MIG hun snakkede med. Jamen, hun skulle snakke med Søren! Jamen, han sidder altså og er helt bombet efter din besked! Så rablede hun så meget i ring, at jeg 5 gange måtte sige (til sidst næsten råbe) at nu skulle hun altså stoppe med at snakke og høre EFTER!
Jeg spurgte hende, om hun var klar over, hvor bange man kunne blive over sådan en besked, når man går og har det a´ helvede til med at have fået konstateret kræft? Njaaah… Men hun snakkede jo med mange patienter i løbet af en dag. Ja det er godt nok, men der er altså MENNESKER i den anden ende. Familier, som er blevet vendt op og ned med en kræftdiagnose – om hun da for pokker ikke kunne tænke over, hvordan hun fik leveret sit budskab? Joooh… Men hun kunne jo ikke drømme om at levere grimme budskaber på en telefonsvarer! Nej, men hvor pokker skal vi vide DET fra? Vi kan kun forholde os til os selv og hvordan vi lever med nerverne udenpå tøjet. Det må hun sgu da kunne tænke sig til – ellers vil jeg mene, at man skal genoverveje sit arbejde når man begynder at behandle kræftpatienter på samlebånd uden at tænke over deres mentale tilstand.
Det kom helt bag på hende, at vi var blevet bange, hun kunne slet ikke forstå det, for vi kunne da nok regne ud at hun bla bla bla. Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan en læge på en afdeling for kræft i hals og hoved, kan blive overrasket over, at patienter er mennesker med følelser og angst over en livstruende sygdom.
Hun endte med at undskylde og det brugte hun så 2-3 minutter på, og understrege at hun ikke var bekymret for Søren overhovedet. Det drejede sig bare om en blodprøve, som var underlig og både hun og en kollega var 100% overbeviste om, at det var en analysefejl, så Søren skal have taget en ny på mandag.
Det burde da ikke være så svært at sige netop dét på en telefonsvarer…
5. november 2009
Fra en ende af:
Fredag var min sidste dag på arbejde i vuggestuen. Det var en god dag med masser af søde ord og blomster fra forældre og gaver fra mine kolleger. Jeg har et Troldekugle-armbånd, eller det er en lædersnøre med kugler på. Jeg har ikke så mange kugler, for jeg kan godt li´, at de hver især har en helt særlig historie, i stedet for bare at fylde på. Nu har jeg to kugler mere, med hver deres historie.
En fredsdue fra mine kolleger
Og fra en helt særlig person fik jeg denne skønne fedling 
Jeg høl lidt hist og pist, men alt i alt var det faktisk helt godt at sige farvel. Der er mennesker jeg kommer til at savne, både kolleger, børn og forældre, men der var også bare nogle ting, det lettede at vende ryggen!
Søndag var jeg til brunch med de damer Frederikke, Line, Heidi og Mette. Det var skønt at se dem, det var skønt at sludre, en sød hemmelighed blev luftet (Tillykke UD over det hele igen!), det var lækker mad og vi (Mette og jeg) sluttede af med en fin gudstjeneste, hvor vi mødte Sofie og hendes to små skønne basser. Søren og Astrid kom også derind og igen må jeg se i øjnene, at jeg faktisk har et utrolig velopdraget barn. Misforstå mig ikke – bølgerne kan bestemt gå højt herhjemme, men hun er altså bare eksemplarisk, når vi er ude.
Det var (igen) hårdt at høre Jonas og Jacobs navne læst højt i kirken, men det var faktisk også helt rart at mærke det stik i hjertet, der fik mig til at græde, for det er der godt nok langt i mellem i hverdagen efterhånden.
Mandag startede jeg på mit nye arbejde, og det er jeg sikker på nok skal blive RIGTIG godt!
Onsdag var jeg til samtale om min GBYP på Hamlet. Siiiiiikke en forskel på private og offentlige hospitaler…
Jeg havde en tid til kl 11, og var blevet forberedt på at det alt i alt kunne tage 2-3 timer. Jeg meldte min ankomst klokken 10.55 og klokke 10.58 blev jeg kaldt ind til første undersøgelse – blodprøver, EKG og vejning (Puha…). Satte mig i receptionen igen i små 5 minutter, hvorefter jeg blev kaldt ind til en medicinsk læge, som udspurgte mig om min sygehistorie, vægthistorie, og sådan noget. Ud i receptionen igen, hvor jeg nu ventede i hele 10 minutter på at komme ind til en kirurg, som bestemt mente at det her var en god løsning for mig. Jeg fik noget information om selve indgrebet og vi snakkede om, hvor meget jeg skal tabe mig inden operationen.
Fordi jeg lå med en sprængt blindtarm i 2007 med efterfølgende betændelse i hele bughulen, kan jeg risikere, at der er sammenvoksninger, som gør operationen umulig – risikoen er ikke særligt stor, men den er der. Jeg kan også risikere, at de bliver nødt til at lave det som en åben operation, i stedet for den kikkertoperation som er planen.
Normalt skal man tabe sig 8% inden operationen, men for at minimere risikoen for enten aflyst eller åben operation, skal jeg tabe mig mere end det. Helt præcist 16 kilo inden jeg skal opereres. Jeg fik operationsdatoen med det samme - 22. marts 2010.
Vi kunne selv vælge datoen, kirurgen ville bare gerne, at det først blev til marts, så jeg taber mig i det rette tempo. Det kan ikke nytte noget at tabe en hel masse på ingen tid, for det tager tid at tabe det fedt, der er omkring organerne. Vi valgte datoen udfra, at Søren har fri hele ugen, hvor jeg skal opereres om mandagen – og med lidt fiksfakseri med turnuskontoret i lufthavnen endte det faktisk med, at han har fri 3 uger efter operationen, arbejder en uge og har endnu en uge fri. Det bliver rigtig godt!
